Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/wvbl.dk/public_html/libraries/cms/application/cms.php on line 460
Om W.V.B.L - West Vendsyssel Buelaug
Udskriv

Om West Vendsyssel Buelaug

W.V.B.L. blev oprettet i Januar 2015 og vi har i øjeblikket omkring 150 medlemmer. 

Vi har et samarbejde med indehaveren af Buegrej.dk Søren Ringgaard, uddannet bueinstruktør og næstformand.
Hans falkeblik spotter forbedringer i form og teknik og gør os alle til bedre skytter.

 

Men ud over det, er W.V.B.L. et socialt fællesskab med fokus på en fælles interesse, nemlig bueskydning. I alle kategorier, fra langbuer og barbue til compoundbue med kikkertsigte og laser-afstandsmåling.

 

Har du interessen, men ikke udstyret, så mød op alligevel. Vi har i klubhuset i Moseby udstyr der kan lånes, så man kan prøve at skyde med bue.

Ganske gratis!

 

Hvad koster det at være med?

Du kan vælge at betaler 25 kr. per gang du er med. De første tre gange er gratis.
Ellers koster det 200 kr. om året, uanset om du deltager hver gang, en gang om måneden eller to gange årligt.
Er i flere i familien, der skyder, kan man købe et husstandsmedlemsskab for 500 kr.
Kontingent falder hvert år i februar, melder man sig ind efter d 1/7 betaler man kun for et halvt år. 

 

Pengene går blandt andet til vedligehold af buer, pile og skiver til klubben.

Dertil kan man købe kage, kaffe og sodavand til 5 kr. (Kaffe ad libitum) per gang.

 

Vores trænere

Instruktør - 
Søren Ringgaard, Compound og Traditionel

Træner - 
Helge Boje, Compound og Traditionel,
Andreas Kjeldsen, Traditionel,
Dennis Kirkbak, Traditionel
Christian Christensen, Compound

Assisterende træner -
Kenneth Jensen

 


 

Samværspolitik

Formål

Når mange mennesker skal være fælles om at være med i en forening, er det rimeligt at have nogle spilleregler (adfærdsnormer), så alle medlemmer og andre (fx Forældre til børn) kan have en god oplevelse gennem foreningens virke.

 

Meget beror på sund fornuft, og alt kan ikke nedskrives, men alligevel finder foreningen det rigtigt at nedskrive nogle af de principper, der gælder for samværet i foreningen.
Ved at nedskrive principperne, og ved at de er tilgængelige for alle, sættes fokus på emnet.
Derfor har bestyrelsen formuleret en samværspolitik.

 

Omgangstone

En ordentlig omgangstone gælder ikke kun internt i foreningen, men også over for andre, fx ved stævner og udekampe. Der skal altid udvises respekt for andre.
Foreningens medlemmer skal altid være repræsentant for de værdier, foreningen står for.

 

Adfærdsregler

Der skal altid udvises respekt for det enkelte medlems selvværd. Dyrt tøj og / eller udstyr er skyttens eget ansvar at tage vare på.

 

Alkohol og Rygning.

Ledere og trænere i foreningen er med til at forme værdier og vaner hos de børn og unge, foreningen har ansvar for.
De skal derfor være gode rollemodeller i forhold til indtagelse af alkohol og være opmærksomme på de signaler, som alkoholindtagelse i foreningen sender.

Alkohol og skydning hører ikke sammen. Før og under skydning indtages derfor ikke alkohol.
Det er i orden at ”få en øl sammen” som led i det sociale samvær efter skydning og ved møder, ligesom der kan nydes alkohol ved særlige lejligheder i foreningen. Men man skal altid udvise respekt for andre.
Det er vigtigt at være bevidste om, hvornår og hvor meget alkohol der nydes i foreningen. Nydelsen af alkohol må aldrig blive et så væsentligt element i foreningslivet, at det skader foreningens ry eller giver anledning til tvivl blandt unge og deres forældre om, hvornår alkohol må indtages. Træningen af børn og unge bør foregå i et alkoholfrit miljø.
Der må ikke serveres alkohol for unge under 18 år.

 

Ledere og trænere i foreningen skal generelt være opmærksomme på deres ansvar som rollemodeller i forhold til egne rygevaner og risikoen for at påvirke andre til usunde rygevaner.

Foreningen er underlagt rygereglerne i lov om røgfrie miljøer, der er gældende fra 15. August 2007, da der er offentlig adgang til foreningens lokaler. Rygereglerne forebygger, at ingen medlemmer ufrivilligt udsættes for passiv rygning.
Det er derfor ikke tilladt at ryge indendørs i foreningens lokaler (heller ikke i lokaler, hvor folk passerer eller kun opholder sig i kort tid, og heller ikke i forbindelse med møder og sociale arrangementer mv.).
Der vil blive oprettet et rygeområde på nordsiden af klubhuset væk fra indgang og toilet.

 

Seksuelle krænkelser

Det er altid vigtigt at respektere andres blufærdighed. Foreningen tjekker ledere, der har ansvar for unge under 15 år, gennem indhentelse af såkaldte ”børneattester” i Kriminalregistret. Tjek gennemføres efter de lovbestemte regler herom.

Det er vigtigt, at der gribes ind over for upassende adfærd. Oplever man noget sådant, skal man straks kontakte et bestyrelsesmedlem, der vil tage sig af det videre forløb.
Det er efter lovgivningen forbudt for en leder at have et forhold til et medlem under 18 År – heller ikke for den 19-årige træner og den 17-årige skytte. Hvis noget sådant opstår, skal bestyrelsen sikre, at den 19-årige ikke længere er leder for den 17-årige.

 

Konsekvenser af overtrædelse af samværsreglerne

Det er bestyrelsen, der fastsætter samværsreglerne, og det er også bestyrelsen, der tager stilling til konsekvenser, hvis der konstateres brud på reglerne. Den ansvarlige leder kan i første omgang træffe de nødvendige forholdsregler. Sanktionen i den enkelte sag skal altid afpasses, så den står mål med forseelsen.

 

Oplysning om reglerne

Det er ikke nok at have regler, hvis ingen kender dem. Derfor skal bestyrelsen løbende sikre, at alle foreningens medlemmer kender reglerne. Det kan fx ske ved: Opsætning på opslagstavle, at reglerne findes på foreningens hjemmeside, at reglerne ved passende lejligheder drøftes, og at nye medlemmer får dem udleveret, når de starter i foreningen.

Visninger: 4201