§ 1. Navn og hjemsted
Foreningen West Vendsyssel Buelaug der har hjemsted i Jammerbugt kommune, er stiftet den 17.12.2014.

§ 2. Foreningens formål
Foreningens formål er at dyrke bueskydning samt på anden måde virke for denne idræts fremme. Foreningens
virksomhed er almennyttig og kontinuerlig – og foreningen skal endvidere være demokratisk opbygget, således
at medlemmerne herigennem motiveres til, i forhold til evne og lyst, at tage ansvar og deltage aktivt og engageret
i foreningslivet.

  • Stk1 Historisk skydning og opførsel af historiske slag.
    gruppens formål er at udbrede og dyrke kendskabet til senvikingetid samt tidlig middelalder (år 800-
    1300), Formålet opfyldes ved at medlemmerne arbejder aktivt med at fremstille / fremvise f.eks.:
    Buer og skydning, klædedragter, krigsudrustning og våben, træning, markedsboder,
    osv. så historisk korrekt som muligt.
    Medlemskab af gruppen kan søges af enhver med interesse for Vikinge og middelalder kultur,
    håndværk, krigsudstyr og daglige levevis.

§ 3. Medlemsskab
Foreningen er åben for alle, som aktivt og forpligtende tilslutter sig foreningens formål. At være medlem af
foreningen kræver deltagerbetaling. Foreningen skal have mindst 5 betalende medlemmer.

§ 4. Indmeldelse
Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket til foreningens sekretær/kasserer. For medlemmer under
18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.

§ 5. Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren med en måneds varsel til udgangen af en kontingent periode. I
forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med foreningen afvikles.

§ 6. Indskud og deltagerbetaling
Kontingent for medlemmer samt evt. indmeldelsesgebyr fastsættes på den ordinære generalforsamling.
Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

§ 7. Restance
Kontingent skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden. Ved for sen betaling af deltagerbetaling
fremsendes rykkerskrivelse. Såfremt deltagerbetalingen ikke betales herefter, skal medlemmet skriftligt
meddeles, at det er udelukket fra foreningen efter vedtægternes §7 og §8. Ny optagelse kan da kun ske mod
betaling af gælden og evt. nyt indmeldelsesgebyr.

§ 8. Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes eller ekskluderes, såfremt vedkommendes opførsel, beviseligt, strider mod foreningens
vedtægter, eller medlemmet på særlig grov måde, beviseligt, har tilsidesat sine medlemspligter.
Såvel i sager om udelukkelse og eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt inden bestyrelsen træffer sin
afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at
sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. En generalforsamlings afgørelse af en eksklusion kræver
samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter. Meddelelse om eksklusion tilsendes Bueskydning
Danmark.

§ 9. Organisation – ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Foreningen skal have en bestyrelse.
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af jan. måned. Adgang til
generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.

Stemmeret har alle medlemmer, der ikke er i restance med deltagerbetalingen. Børn der er medlem af foreningen,
kan være repræsenteret ved deres forældre – med samme rettigheder som medlemmet.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel med skriftlig meddelelse til alle medlemmer,
medangivelse af dagsorden samt eventuelle indkomne forslag. Det reviderede regnskab kan rekvireres af
medlemmer. Ved henvendelse til kasseren.

Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen
senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse.

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

§ 10. Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent.
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
  3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse.
  4. Fastsættelse af kontingent.
  5. Behandling af indkomne forslag.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
  8. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  9. Eventuelt.

§ 11. Generalforsamlingens ledelse m.v.
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Beslutninger tages efter almindeligt stemmeflertal. Dog kræver vedtægtsændringer og foreningens opløsning
kvalificeret majoritet – jvf. §17 og §18. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Valgbar til bestyrelsen er
samtlige medlemmer som ikke er i restance med deltagerbetaling. Endvidere er forældre der repræsenterer deres
børn valgbare.

Fraværende, valgbare medlemmer kan vælges, når der skriftligt foreligger tilsagn om, at vedkommende vil
modtage valg til den foreslåede post.

Afstemning skal, såfremt 5 medlemmer forlanger det, foretages skriftligt. Der føres en protokol over
generalforsamlingens beslutninger. Protokollen godkendes og underskrives af dirigenten.

§ 12. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en
trediedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom.
I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse.
For så vidt angår mødets ledelse, afstemning m.m., gælder de samme bestemmelser som for den ordinære
generalforsamling.

§ 13. Bestyrelse – Valg
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte
nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. De vedtagne beslutninger og
foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.

Bestyrelsen består af en formand, en næstformand en kasserer, en sekretær og yderligere et medlem og vælges
for to år ad gangen af den ordinære generalforsamling. Formanden og næstformanden er på valg i lige år,
medens kassereren, sekretæren og et bestyrelsesmedlem er på valg i ulige år. Efter valg til bestyrelsen
konstituerer den sig selv.

§ 14. Tegningsret
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer, heriblandt formanden, er til stede.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol. Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske
dispositioner kræves dog underskrift af formand og kasserer i forening.

§ 15. Regnskab
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Bestyrelsen skal inden den 14.01 afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til
revisoren. Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være
forsynet med revisorens påtegning og underskrift.

Driftsregnskab og status udsendes til foreningens medlemmer sammen med indkaldelsen til den ordinære
generalforsamling. Endvidere skal foreningen aflægge regnskab og dokumentation for bevilget tilskud fra
kommunen og for deltagernes egenbetaling.

Regnskabet skal underskrives af samtlige medlemmer af foreningens bestyrelse.

§ 16. Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant – jvf. §10.
Revisoren skal hvert år i Januar måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede.
Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab
og beholdninger.

§ 17. Vedtægtsændringer
Forandringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de fremmødte
stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

§ 18. Foreningens opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær
generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst to tredjedele af foreningens
stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst tre fjerdedele af de
afgivne stemmer er for forslaget.

Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling,
hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede
medlemmer der er til stede.

På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens
formue, herunder eventuelt fast ejendom og løsøre, dog at simpelt stemmeflertal her er tilstrækkeligt. I tilfælde
af foreningens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål i foreningens
hjemstedskommune.